MEGA boligtrend: Indret hjemmet med træ

Træ er et fantastisk materiale vi efterhånden ikke kommer uden om. Om det er lyst, råt, bejdset eller medbragt direkte fra naturen, så er træ bare super lækkert og er med til at gøre indretningen personlig og hyggelig. I denne artikel har Bestemt.dk givet deres bud på, hvilke produkter i træ, der kan gøre en smuk forskel i indretning.

Bestemt.dk elsker vi træ. Vi er for længst hoppet med på bølgen om at gøre træ til en del af vores liv og har glædeligt inddraget denne del af naturen i vores hjem samt vores hjerter.  Det er svært ikke at holde af træ. Træ kan man finde i alverdens sorter, farver og former, og fælles for dem alle, er at det er super anvendeligt i boligen hvis man gerne vil tilføje indretningen noget enkelt, råt, anderledes eller elegant.

Da vi har flere års erfaringer med træ her på Bestemt.dk, så ved vi af erfaring at det kan være svært for nogen at tage springet og hoppe ud i det med naturlige materialer i sit hjem. Det kan være svært at vurdere hvor man skal starte, hvilke møbler man skal begynde med og hvordan man sørger for det ikke kommer til at kikse totalt for en. Derfor har vi herunder opstillet en liste med produkter der er produceret og designet i træ. Dette er alle produkter man aldrig går galt i byen med, og som man ikke behøver have ondt i maven over at byde ind i hjemmet.

Nummer 1: Bakkebord Hans Bølling

Vi begynder med det alt for skønne Bakkebord fra designeren Hans Bølling. Bordet har efterhånden været på designmarkedet i rigtig mange år, men er fortsat meget populær og eftertragtet. Dette bord kan fås i et hav af forskellige træsorter og det fantastiske ved træ, er at bordet kun bliver smukkere og smukkere jo ældre det bliver, da træ ældes med ynde. Bølling’s Bakkeborde er lavet i det fineste håndværk og anvendelses mulighederne er mange. Bakkebordet findes i to størrelser – Ø50 cm og Ø60 cm.

Bakkebord - Hans bølling
#designandnicethings

Nummer 2: Træfigurer Kay Bojesen

Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for nogen, at Kay Bojesen og hans idylliske trædyr også sniger sig ind på denne liste. Kay Bojesen har igennem tiderne været en af de bedste, til at lege med træet og til at skabe fantastiske ting ud af det. Hans træfigurer består bl.a. af heste, livgardere, fugle og mange flere. Disse klassiske og elegante træfigurer er allerede i dag flyttet ind i rigtig mange hjem og er efterhånden blevet et must i den moderne danske indretning.

Træfigruer - Kay Bojesen
Foto: #Emiliekappel

Nummer 3: Secto lamper Seppo Koho

Den finske designer Seppo Koho, som har en intens kærlighed til træ i alle sorter, har med hans Secto lamper, som med f.eks. lampen Octo, virkelig ramt plet. Secto lamperne signaliserer både lethed og elegance og formår at udsende det mest behagelige lys. Disse lamper er på ingen tid blevet meget populære og hvis man ikke tør kaste sig ud i større møbler, ville en lampe være et glimrende alternativ til en start.

Secto lamper - Seppo Koho
Foto: #Gittemoeller

Nummer 4: Grand Prix stol Arne Jacobsen

Arne Jacobsen er en mand som er meget svær at komme udenom når man snakker dansk designhistorie og populære designs igennem tiderne. Derfor er hans Grand Prix stol selvfølgelig med på denne liste. Stolen, som er nem at placere i alle hjem, har den fineste form og kan fås hvor træ udgør både ben, sæde samt ryg – altså en komplet stol hvor træ udgør hele designet. Denne stol er til dem der tør lidt mere end blot at købe en nipsting til hylden i stuen.

Grand Prix stol - Arne Jacobsen
#designandnicethings

Som du forhåbentlig har fået indtrykket af, så er træ et materiale, der er svært at komme udenom og svært at komme til livs. I dag udgør træ en enorm stor del af indretningen i folks hjem. Dette sker både i form af møblerne, porcelænet eller en trækæp der er sat op, blot for at pynte. Der er et hav af muligheder, og hvis du ikke allerede er hoppet med på denne trend, så har du her et par gode muligheder til hvordan du kommer godt og sikkert i gang.